L 97 spørgsmål og svar – omkostningsbestemt

sammenligningsbudget utilgængeligt

spørgsmål 36: Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der ikke skal oplyses om det gældende budget, hvis ejendommen ikke hidtil har haft omkostningsbestemt husleje, da det i så fald ikke foreligger. Hvis det ikke er muligt at oplyse om det foreliggende budget, fordi det ikke findes, vil det i sagens natur ikke være et gyldighedskrav at oplyse herom. Det må imidlertid i praksis forventes at høre til den absolutte undtagelse, at det gældende budget ikke kan fremskaffes fx ved henvendelse til beboerrepræsentanterne eller lejerne.

 

opgøre lejeindtægter “spise-op-princippet”

spørgsmål 37: Af bemærkningerne fremgår, at det er nødvendigt at kende de gældende driftsudgifter og -indtægter, da disse oplysninger er nødvendige for at kunne forstå lejeforhøjelsens beregning, idet forhøjelsen skal baseres på den samlede stigning i driftsudgifter i forhold til de samlede driftsindtægter. Det fremgår således, at der skal oplyses om lejeindtægter, som en del af ejendommens driftsudgifter.

 

 

bemærkninger fra bebrep

spørgsmål 38: Kravet om, at varslingen til lejerne skal indeholde oplysning om beboerrepræsentanternes eventuelle bemærkninger er også efter de gældende regler en gyldighedsbetingelse. Med forslaget gives beboerrepræsentanterne en frist på 7 dage til at fremkomme med bemærkninger. Hermed forbedres beboerrepræsentanternes mulighed for at afgive relevante bemærkninger så betids, at udlejeren kan medtage dem i varslingen. Udlejere skal fortsat medtage de bemærkninger, som foreligger på varslingstidspunktet.

 

redegørelse for budgetposter

spørgsmål 39: Det fremgår af bemærkningerne, at redegørelsen navnlig skal oplyse om ændringer i de enkelte beløbs størrelse. Det er ikke muligt udtømmende at angive i lovbemærkninger, hvad der skal oplyses i en sådan redegørelse, men med bemærkningen om, at der ikke vil kunne forlanges en særlig
vidtgående redegørelse, er det søgt angivet på hvilket niveau, der skal redegøres. Den konkrete fastlæggelse af redegørelsens omfang må bero på de faktiske omstændigheder, herunder på hvad der i forhold til ændringen er relevant at oplyse om. Jeg er sikker på, at den enkelte udlejer er i stand til at udøve dette skøn hensigtsmæssigt.

spørgsmål 40: Det fremgår af den foreslåede § 9 a, stk. 3, i boligreguleringsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 8, at krav om lejeforhøjelse som følge af regulering efter nettoprisindeks efter bestemmelsens stk. 1 skal være skriftligt og indeholde en angivelse af lejeforhøjelsens størrelse og dens beregning.

Det er endvidere anført i bemærkningerne til bestemmelsen, at den nuværende leje, størrelsen af den procentvise stigning i nettoprisindekset, der reguleres med, lejeforhøjelsens størrelse og størrelsen af den fremtidige husleje skal fremgå af varslingen.

Herudover stilles ikke lovmæssige betingelser til indholdet af udlejerens varsling over for lejerne. Det må imidlertid forudsættes, at lejeren får de oplysninger, som er nødvendige for at kunne efterprøve, om den foretagne beregning er korrekt. En specifikation af de enkelte budgetposter, der pristalsreguleres, vil i den forbindelse kunne anses for at være nødvendig.

Indsend Kommentar