Spørgsmål nr. 38:
Ministeren bedes oplyse, hvordan udlejer skal forholde sig til den nye boligreguleringslovs § 13, stk. 1, 4. pkt., i relation til at oplyse lejerne om beboerrepræsentationens eventuelle bemærkninger til varslingen af omkostningsbestemt leje? Det er også i dag en gyldighedsbetingelse, at lejerne oplyses om beboerrepræsentationens bemærkninger, hvis de foreligger på varslingstidspunktet. I dag skal beboerrepræsentationen blot senest samtidig med varslingen til lejerne have mulighed for at komme med bemærkninger, der er omfattet af gyldighedsbetingelsen. Da dette tidspunkt nu flyttes til 7 dage før varslingen til lejerne, er det relevant for udlejer at vide, hvor tæt på varslingen til lejerne, han kan risikere at modtage bemærkninger fra beboerrepræsentationen, som skal med ud til lejerne i varslingsbrevet.
Svar:
Kravet om, at varslingen til lejerne skal indeholde oplysning om beboerrepræsentanternes eventuelle bemærkninger er også efter de gældende regler en gyldighedsbetingelse. Med forslaget gives beboerrepræsentanterne en frist på 7 dage til at fremkomme med bemærkninger. Hermed forbedres beboerrepræsentanternes mulighed for at afgive relevante bemærkninger så betids, at udlejeren kan medtage dem i varslingen. Udlejere skal fortsat medtage de bemærkninger, som foreligger på varslingstidspunktet.
Link til folketingets hjemmeside
Søgeord
Paragraf: boligreguleringsloven § 13Huslejeregulering: beboerrepræsentation beboerrepræsentations bemærkninger gyldighedskrav omkostningsbestemt
Advarsel
ADVARSEL: Alt materiale relateret til det lovforberedende arbejde er ikke nødvendigvis overensstemmende med den efterfølgende vedtagne og dermed gældende lov. Stor forsigtighed skal derfor udvises i forbindelse med anvendelsen deraf.